Nyhedsbrev til klimalærere nr. 2

Maj 2008
Nyt fra klimaundervisning.dk
COP15
Sidste nyt om klima
Månedens klimaeksperiment

Nyt fra klimaundervisning.dk

Kick off konference

Som optakt til klima-topmødet i København i slutningen af 2009 lancerer Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Naturvidenskabsformidling projektet "Klimaundervisning 2009".


”Klimaundervisning 2009” blev skudt i gang med en kick off konference den 21. april, hvor 120 interesserede deltog. Kick off konferencen blev åbnet af Bertel Haarder, der blev efterfulgt af spændende oplæg af Minik Rosing fra Geologisk Museum, Helle Meinertz fra Solar Cap, Sebastian Klein, Charlotte Sahl-Madsen fra Danfoss Universe, Claus Hviid Christensen fra DTU og Mikael Skou Andersen fra DMU. Læs mere i nyhed fra Undervisningsministeriet.

Regionale konferencer

De fem regionale konferencer indeholdt alle et oplæg om klimaundervisning.dk og en netværksworkshop med mulighed for at udveksle ideer om ”det gode klimasamarbejde” og få nye samarbejdspartnere. Herudover var der forskellige oplæg med inspiration og information, f.eks.:



Insekterne er de store vindere i den globale opvarmning. Når for eksempel temperaturen i juni stiger bare en grad får vi dobbelt så mange bladlus, og mange nye insekt arter som coloradobillen vil indvandre til Danmark. Det og meget mere fortalte Lars Monrad fra Århus Universitet ved klimakonferencen i Roskilde.

Med I.P. Jacobsen citatet "Lys over land - det er det, vi vil" som motto, fortalte Otto Jørgensen ved klimakonferencen i Odense om, at på mekanikeruddannelsen indgår klimaproblematikker som en naturlig del af stoffet. For mekanikerlærlinge bliver klimaproblematikker helt konkrete, når uddannelsen handler om blandt andet partikelfiltre, katalysatorer og brændstofudnyttelse. Miljø- og klimalovgivning kombineret med den politiske styring sætter rammerne for uddannelsens faglige indhold.

De fem regionale konferencer i Herning, København, Roskilde, Odense og Aalborg er afholdt med stor tilslutning fra både undervisere og det uformelle læringsmiljø, virksomheder, forlag mv. De regionale konferencer blev holdt som opfølgning på kick off konferencen og havde fokus på inspiration, information og netværksdannelse omkring klimaundervisning.

Vi håber I vil bruge både klimaundervisning.dk og netværkene aktivt i jeres undervisning.

Brug klimaformidlernetværket

Udover netværket af klimalærere er der også etableret et netværk af klimaformidlere. Klimaformidlere er nogen, der laver noget klimalærerne kan bruge – det kan enten være læremidler eller efteruddannelse. Det kan f.eks. være virksomheder, organisationer, forlag, sciencecentre, museer, naturvejledere m.fl. Har din kommune eller din skole i forbindelse med et større projekt om klima, brug for en samarbejdspartner eller bare et oplæg fra en klimaformidler som inspiration, har du mulighed for at efterlyse det i klimaformidlernes nyhedsbrev.

Du skal bare sende en mail til projektleder Karen Vesterager på kv@formidling.dk
Månedens klimalærer

Når du er klimalærer er du med i et landsdækkende netværk af lærere. Lige nu er der 1086 lærere i klimalærernetværket.

En af lærerne er Karna Bjarup, lærer på Resen Skole i Skive. Hun har undervist i 37 år i F/K, 20 år i biologi og tysk samt 30 år i idræt. Alt sammen i udskolingen. Hun underviser allerede i klima og klimaforandringer i F/K og biologi, hvor tager afsæt i klassens arbejde med gasser i F/K og deres arbejde med landbrug/skovbrug i biologi.
Klimakaravanen udfordrer børn og unge

Klimakaravanen opfordrer de ældste skoleklasser til at råbe de voksne op. For klimadebatten er domineret af politikere, meningsdannere, forskere og journalister. Men det er den unge generation, der snart skal overtage og løse problemerne. De unge i 7.-10. klasse udfordres derfor til at deltage i Klimakaravanens klimajournalist konkurrence og dermed give deres bidrag til klimadebatten.

Missionen som klimajournalist er at skrive en avisartikel eller lave en videoreportage, der netop sætter gang i klimadebatten med fokus på hvordan man som ung kan gøre en forskel. Skæve, mærkelige, sjove, dybdeborende og spændende nye vinkler er meget velkomne.

Vinderne får en bærbar og svanemærket computer fra Fujitsu Siemens.

Og det er IKKE for sent at være med. Konkurrencen fortsætter nemlig til den 1. september 2008. Læs mere om konkurrencen på klimakaravanen.dk og se, hvordan man deltager.
Frit tilgængeligt undervisningsmateriale på DMI.dk

Har du som klimaunderviser brug for inspiration til klimaemner, der er værd at sætte særlig fokus på? Kig på dmi.dk under viden. Her finder du flere klimatemaer, du kan tage udgangspunkt i. Der er for eksempel oplysninger om fremtidens klima og virkninger af klimaændringer. Der er også et tema om FN’s klimapanel, IPCC, og opsamling af hovedkonklusionerne i panelets seneste vurderingsrapport fra 2007 om klimaforandringer.

DMI.dk byder også på mere populære artikler om klima. For eksempel artiklen ’Klimaforskernes krystalkugle’ af klimaforsker Bo Christiansen, der handler om hvordan klimaændringer i fremtiden kan forudses og om vi kan stole på de scenarier om det fremtidige klima, der er et resultat af modellers simuleringer.

Der bliver løbende lagt nye temaer om klima ud på DMI.dk. I det næste tema bliver klimaforandringer på Nord- og Sydpolen sat under videnskabelig lup. Både klimatemaerne og populærartiklerne på DMI.dk er enten skrevet eller kvalitetssikret af klimaforskere på Danmarks Klimacenter hos DMI, og materialet henvender sig til ungdomsuddannelserne m.fl.

Ved spørgsmål kontakt Klimaformidler Mai Andersen, DMI
The Most Terrifying Video You'll Ever See

Klip fra YouTube, der kan bruges som debatoplæg på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Klippet er på engelsk og appellerer især til samfundsfag og humaniora, men kan også bruges til at perspektivere en naturvidenskabelig diskussion. Bør vi agere? Og i givet fald hvorfor? Der er rigtig mange YouTube klip med relevans for klimaundervisning. Det her er et af de bedre.

Se klippet her.

COP15

FN’s klimakonvention, Kyoto og COP15



Regeringens mål for COP15 er at indgå en forpligtende global klimaaftale på FN's Klimakonference i København. Aftalen skal gælde for perioden efter 2012 og være en afløser for Kyoto-protokollen.

Frem til 2012 gælder Kyoto-protokollen. Kyoto-protokollen blev vedtaget på den tredje partskonference - eller COP3 - i december 1997.

Men det hele startede egentlig i 1990, da FNs generalforsamling besluttede at begynde udarbejdelsen af en egentlig klimakonvention. Bestræbelserne mundede ud i, at 154 lande i 1992 på FN’s verdenstopmøde i Rio underskrev FN’s Klimakonvention (UNFCCC). Siden har 189 lande inklusive USA ratificeret konventionen. Hvert år afholdes en partskonference – en COP – hvor de lande, der er ratificeret konventionen, mødes og diskuterer, hvordan klimakonventionens målsætning kan udmøntes i praksis.

Læs mere på COP15´s hjemmeside

Sidste nyt om klima

Vi cykler til arbejde

I maj kører den årligt tilbagevendende kampagne ”Vi cykler på arbejde”, hvor virksomheder konkurrerer om præmier, ved at medarbejderne cykler til arbejde. I 2007 var der 80.000 deltagere, der samlet cyklede næsten 9 mio. km. Derved sparede de 1.308 ton CO2 eller 17 kg CO2 i gennemsnit hver. I år er der 92.000 tilmeldte.

Se mere på ”vi cykler til arbejdes” hjemmeside.
Min Bolig

Elsparefonden har udviklet en teknologisk platform for det intelligente hjem, der kommer til at fungere som et kontrolcenter over dine apparater og elspareudstyr. Den hedder ”Min bolig”.

Min Bolig bliver meget mere end elbesparelser. Ud over at overvåge elforbruget kan du snart også registrere og følge andre forhold i hjemmet. Du kan f.eks. få at vide, hvis luftfugtigheden i boligen er for høj, børneværelset er for dårligt isoleret, og der er ubudne gæster, når du ikke er hjemme. Det sker ved hjælp af overvågningsudstyr i din bolig og trådløse systemer.

Se introduktionsvideo og læs mere, eller prøv selv på Elsparefondens hjemmeside.

Handlingsplan med Indien



Klima- og energiminister Connie Hedegaard aftalte onsdag en handlingsplan om vedvarende energi og energieffektivisering med Indiens minister for ny og vedvarende energi, Vilas Muttemwar. Handlingsplanen omhandler ni konkrete samarbejdsområder, især inden for vindkraft, energieffektivitet i bygninger og biobrændsler.

Ifølge klima- og energiminister Connie Hedegaard er Indien på vej til at blive en af verdens største energiforbrugere, og derfor gør det en kæmpe forskel, at Indien øger sin andel af vedvarende energi og udnytter energien mere effektivt end i dag.

Læs mere på Klima- og Energiministeriets hjemmeside.

”Økonomi og miljø 2008”



Det Miljøøkonomiske Råd har i foråret offentliggjort rapporten "Økonomi og Miljø 2008". Rapporten beskæftiger sig blandt andet med CO2udledning og klimamål. Du kan hente rapporten og relaterede artikler på De Økonomiske Råds hjemmeside.

Vindere af climateskonkurrence



2.a fra Tønder Gymnasium og 2.b fra Sankt Annæ Gymnasium i København har hver vundet førsteprisen på 25.000 kroner i en krævende landskonkurrence for gymnasieklasser udskrevet af Klima- og Energiministeriets ”1 ton mindre”-kampagne. Opgaven var at udvikle Danmarks bedste og sjoveste undervisningsforløb om CO2 og den globale opvarmning.

På 1 ton mindre’s hjemmeside kan du både læse mere om konkurrencen og hente gymnasieklassernes besvarelse.

Månedens klimaeksperiment

Varmt og koldt lys


Edisons glødepære er en utrolig dårlig opfindelse. Det er jo i virkeligheden ikke en lyskilde, men en varmekilde, som tilfældigvis lyser.” Omtrent sådan sagde Tim Flannery, forfatter til bestselleren ”Vejrmagerne”, da han talte ved åbningen af ”1 ton mindre”.

Du skal bruge:
• Et termometer
• En almindelig el-pære (glødepære)
• En el-sparepære
(Med samme lysstyrke som den almindelige pære. Eksempelvis svarer en 11 watt el-sparepære til en almindelig 40 watt-pære)
• Et stopur
• En tom papæske
• En ledning med fatning


Sådan gør du:

• Lav et lille hul til termometeret, så det kan aflæses udenfor æsken og kan måle temperaturen i æsken.
• Skru først el-sparepæren i fatningen og placer pæren inde i boksen.
• Notér temperaturen inden der tændes for strømmen.
• Tænd for strømmen og start stopuret.
• Lad pæren være tændt i ca. 3 min. (tiden kan reguleres i forhold til æskens størrelse - jo større æske, jo længere tid)• Notér sluttemperaturen.
• Notér sluttemperaturen.

Gentag nu forsøget med den almindelige pære (glødepæren). Sluk for strømmen, når der skiftes pære.

Bemærk at temperaturen stiger hurtigere med den almindelige pære, og sluttemperaturen er væsentlig højere selvom de to pærer tilsyneladende udsender lige meget lys. Pas i øvrigt på, for glødepæren bliver meget varm.

Se hele forsøget og læs forklaringen her. Tjek også de 8 andre klimaforsøg i Test-o-teket.


Nyhedsbrevet Klimaundervisning udgives for Undervisningsministeriet af:

Dansk Naturvidenskabsformidling

Slotsgade 2, 4.tv

DK-2200 København N

 

www.formidling.dk

Telefon: 70208620

 

Redaktør af Klimaundervisning:

Karen Vesterager

 

Forbehold for trykfejl

Afmeld nyhedsbrevet Klimaundervisning